Spejdere bygger model af Femern Bælt-projektets vartegn

Når Nordens største spejderlejr samler mere end 33.000 deltagere i Hedeland fra 18. til 26. juli, bliver Femern Bælt-projektet en del af lejrlivet. Spejdere fra Lolland-Falster opfører en model af udsigtspunktet Pilen ved byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.
Modellen bliver knap 3 meter høj og 7 meter lang og bygges af 250 spejdere. Projektet er valgt som et regionalt indslag, hvor spejdergrupperne traditionelt skaber noget med inspiration fra deres lokalområde.
”Pilen er en ny attraktion på Lolland, som de fleste i området kender, og med den forholdsvis enkle trekantede konstruktion, så var det bare med at komme i gang med tegningerne og finde materialer. Modellen vil alene på grund af størrelsen skabe opmærksomhed og være et spændende indslag i lejrområdet,” siger Nina Thye, gruppeleder hos Maribo Spejderne.
Forberedelserne til byggeriet har blandt andet omfattet ingeniørtegninger og planlægning, og flere spejdergrupper har besøgt det originale udsigtspunkt ved Rødbyhavn.
Hos Sund & Bælt glæder man sig over, at Pilen kan inspirere de mange deltagere på lejren.
"Det er herligt at se, at Pilen på kun et år er blevet et så kendt vartegn for Femern Bælt-projektet, og vi er glade for, at spejderne vil bygge deres egen version i Hedeland. Pilen er et fantastisk udsigtspunkt, uanset om man kigger på Nordeuropas største byggeplads eller Nordens største spejderlejr. Vi håber, at nogle af de mere end 30.000 spejdere bliver inspireret til at blive fremtidens håndværkere og ingeniører," siger Jens Villemoes, pressechef i Sund & Bælt.
Faktaboks
- Spejdernes Lejr 2026 afholdes i Hedeland ved Hedehusene fra 18. til 26. juli.
- Lejren samler over 33.000 deltagere og omkring 50.000 gæster.
- 250 spejdere fra Lolland-Falster bygger en model af udsigtspunktet Pilen.
- Modellen bliver cirka 7 meter lang og næsten 3 meter høj.
- Pilen ved Femern Bælt-tunnelen er 217 meter lang og 24 meter høj.
- Femern Bælt-tunnelen bliver 18 kilometer lang og forbinder Danmark og Tyskland.






Accepter kun nødvendige cookies